Vedtægter

DcH Svenstrup

§ 1

Foreningens navn er Danmarks Civile Hundeførerforening, Svenstrup (forkortes DcH). Foreningens hjemsted er Svenstrup i Aalborg Kommune. Foreningen er medlem af Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

§ 2

Foreningens formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme og forbedring af vilkårene for hunde generelt. Det er endvidere Foreningens formål at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke denne aktivitet samt med udgangspunkt i hundearbejdet, at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i Foreningen og i det lokale samfund.1.

1. Samle hundeinteresserede personer i en forening. Det er en forudsætning for udøvelse af aktivt hundearbejde og deltagelse i konkurrencer, at den pågældende er aktivt medlem af foreningen. Alle medlemmer forpligter sig til at have ajourført registrering, forsikring og vaccination på deres hund(e).

2. Arbejde for at uddanne det enkelte medlem i at forstå og få optimal glæde ved samarbej­de og samvær med hunden, så den får et aktivt og indholdsrigt liv.

3. Formidle trænings- og konkurrencetilbud, der tilgodeser hundens behov og hunde­førerens interesser. Arbejde med både konkurrence og breddetræning samt grundlæggende opdragelse af familiehunden, herunder gennem et aktivt ungdomsarbejde at fremme børns og unges omgang med og forståelse for hunden.

4. Arbejde på at fastholde medlemmerne gennem et aktivt foreningsliv.

5. Afholde lokale konkurrencer og/eller prøver.

6. Tilmelde/godkende deltagere til konkurrencer med andre foreninger i DcH.

7. Uddanne eller lade uddanne kvalificerede ledere, instruktører og dommere.

§ 3

Enhver, der vil medvirke til fremme af foreningens formål, kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse i foreningen, såfremt ansøgeren har gjort sig skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling, herunder ekskluderet af andre foreninger under DcH.

Nye medlemmer betaler et indskud, der fastsættes af bestyrelsen.

Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for det fastsatte indskud, som skal godkendes af generalforsamlingen.

Foreningen skal betale det fastsatte kontingent til landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

For medlemmer, der tillige er medlem i en anden lokalforening, betales der kun for ét medlemsskab til landsforeningen. Betalingen påhviler den lokalforening, som medlemmet er indmeldt i først. Hvis medlemsskabet i denne lokalforening ophører, bortfalder medlemsskabet i de øvrige lokalforeninger også.

Medlemmer der overføres fra en anden lokalforening i DcH, og som har betalt kontingent i denne forening for foreningsåret, skal først betale kontingent til foreningen fra næste regnskabsårs begyndelse. Bestemmelsen gælder kun kontingent og ikke eventuelt træningsgebyr.

§ 4

Kontingent for aktive og passive medlemmer fastsættes af bestyrelsen. Bestyrel­sen skal på den ordinære generalforsamling redegøre for det fastsatte kontingent for næste regnskabsår, som skal godkendes af generalforsamlingen.

Kontingentet består af to dele: grundkontingent og træningsgebyr. Det er en forudsætning for deltagelse i aktivt hundearbejde at kontingent er betalt. Grundkontingent dækker grundomkostninger ved medlemskabet, herunder kontingent til landsforeningen og kreds, og giver medlemmet almindelige medlemsrettigheder. Kontingent til landsforeningen og kreds medregnes kun til grundkontingent i den lokalforening, hvor medlemmet er hovedmedlem.

Træningsgebyret giver adgang til træning i henhold til træningsplan udarbejdet af bestyrelsen.

Medlemmer der ikke har betalt kontingent senest den 15. januar kan slettes af foreningen.

Ekskluderede, slettede eller udmeldte medlemmer har intet krav på foreningen eller dens midler.

§ 5

Ordinær generalforsamling afholdes i januar måned, med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning, herunder orientering fra udvalgene.

3. Aflæggelse af regnskab.

4. Godkendelse af indskud og kontingent for næste regnskabsår

(Bestyrelsen skal redegøre for det fastsatte)

5. Indkomne forslag.

6. Valg af formand (kun lige år)

7. Valg af kasserer (kun ulige år)

8. Valg af 1 bestyrelsesmedlemmer (kun lige år)

9. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (kun ulige år)

10. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen (hvert år)

11. Valg af 1 revisor.

12. Valg af revisorsuppleant.

13. Eventuelt.

Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst 1/10 af de fremmødte medlemmer forlanger det, eller når bestyrelsen bestemmer det.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.

§ 6

Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandring kræves 2/3 af de mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

Vedtægterne skal som information indsendes til kredsformanden, senest 4 uger efter den generalforsamling, hvor de er vedtaget. Kredsformanden videresender efter kontrol en kopi til DcH’s sekretariat.

§ 7

Adgang til generalforsamlingen med tale og stemmeret har alle foreningens medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.

Ikke medlemmer af foreningen kan have adgang til og eventuelt taleret på generalforsamlingen, såfremt et flertal af bestyrelsen finder det forsvarligt.

§ 8

Generalforsamlingen skal afholdes senest den 31. januar.

Indkaldelse til generalforsamling skal ske med 14 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftlig til alle medlemmer eller i den lokale presse eller i medlemsbladet eller med opslag i og udenfor klubhuset eller på klubbens hjemmeside. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen.

Indkomne forslag til behandling under punkt 5 skal i fuld ordlyd være fremlagt i foreningens lokaler minimum 1 uge før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder anledning dertil eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom. Begæringen skal indeholde en skriftlig redegørelse over de sager der ønskes behandlet.

Generalforsamling skal afholdes inden 3 uger efter begæring herom er modtaget af foreningens formand

§ 9

Bestyrelsen består af formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer, som alle er valgt for 2 år. Formand og kasserer vælges direkte af generalforsamlingen. I lige årstal er formand og 1 bestyrelsesmedlem på valg mens kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige årstal.

Der vælges desuden hvert år 2 suppleanter til bestyrelsen, 1 revisor samt 1 revisorsuppleant.

Genvalg kan finde sted. Kun tilstedeværende medlemmer kan vælges med mindre der forefindes skriftlig accept.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og udvalgsansvarlige.

Bestyrelsen er ulønnet, dog kan der af foreningens midler bevilges fri rejse, evt. diæter, til repræsentation i hundesagens tjeneste.

Bestyrelsen er bemyndiget til at optage lån og kreditter til finansiering af anlæg og drift.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid værende formue.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse ligesom ingen medlemmer eller bestyrelsen kan kautionere for foreningens forpligtelser.

§ 10

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og årsregnskab skal foreligge i revideret stand senest 1 uge før generalforsamlingen og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Regnskaber og bilag skal gemmes i mindst 5 år efter godkendelsen.

Bestyrelsen fører et regnskab med bilag, et medlemskartotek og en protokol.

§ 11

Samtlige medlemmer har gratis adgang som tilskuere ved konkurrencer og opvisninger mod forevisning af sidste medlemskvittering. Medlemmer skal dog rette sig efter ledelsens anvisninger.

Konkurrencer, prøver og opvisninger afholdes når bestyrelsen finder det formålstjen­ligt. Valg af dommere, indkøb af præmier og uddeling af disse forestås af bestyrelsen.

Tilmelding til konkurrencer kan foretages af hundefører selv på DcH’s online tilmeldingssystem, men tilmelding skal altid godkendes af bestyrelsen, der om nødvendig kan fastsætte kvalifikationskrav.

Bestyrelsen er ansvarlig for at deltagerne stiller op i de klasser hvor de rettelig hører hjemme.

§ 12

Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende regler for landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening's ordensudvalg.

§ 13

Foreningen kan hverken opløses eller udmeldes af Danmarks civile Hundeførerforening, så længe mindst 5 medlemmer gør fordring på dens beståen. Skulle der ske udelukkelse af DcH, opløsning eller udmeldelse, skal ejendele, udlånt eller stillet til disposition for foreningen af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening leveres tilbage til denne. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens ejendele og kapital Kreds 1. Opløsning af foreningen eller udmeldelse af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening kan kun ske efter vedtagelse på 2 generalforsamlinger, afholdt med minimum 4 ugers mellemrum. Til sikring af et optimalt informationsniveau til medlemmerne, skal kredsformanden inviteres med til den 1. generalforsamling med taleret. Referat af denne generalforsamling skal tilsendes kredsformanden inden for 14 dage.

Vedtager 1. generalforsamling ophør/udmeldelse, oprettes et forretningsudvalg, hvori kredsformanden har sæde, til varetagelse af daglige opgaver, herunder udfærdigelse af indbydelse til generalforsamling nr. 2 samt evt. bilag. Som medlem af forretningsudvalget er kredsformanden selvskreven deltager i denne 2. generalforsamling med taleret. Som deltager i 2. generalforsamling er et medlem af ordensudvalget, dog ikke kredsens OU-medlem, selvskreven med taleret. I tilfælde af udmeldelse eller eventuel udelukkelse må foreningen ikke fremover anvende hele eller dele af navnet Danmarks civile Hundeførerforening eller DcH’ logo(er).

Vedtægterne er blevet tilrettet efter vedtagelse på Landsmødet i 2014.

Vedtægterne er blevet tilrettet efter generelforsamling i DcH Svenstrup 15. januar 2017.

Vedtægterne er blevet tilrettet efter generalforsamling i DcH Svenstrup 21. januar 2018.

Nyheder

Sponsorer